Steffen Brandt - 50 år - 50 citater

Steffen Brandt

 Steffen Brandt fyldte 50 år i 2003 og i den anledning syntes vi at vi skulle lave noget specielt. Derfor har vi samlet 50 gode Steffen Brandt citater, som du kan finde på denne side. Citaterne er håndplukket og samlet ind af med-tv2.dk og tv2fan.dk. "50 år med Steffen Brandt" har vi kaldt dette lille projekt, og vi håber at I vil få fornøjelse af at læse citaterne.

  1. Så jeg synes godt, jeg kan tillade mig at sige til den næste generation, der skal blive voksen : ro på, bestem selv hvordan jeres liv skal være. Lad være med at tro at der er nogle voksne, der skal bestemme, hvad I er, og hvad I ikke er. Dette glade budskab vil jeg gerne formidle videre her. Og alle former for reklamation er velkomne, hvis man skulle finde ud af, at det ikke virker.

  2. Jeg skal bare være omhyggeligt med ikke at give alvoren for meget plads, for den står på spring, og hvis den kan bemægtige sig en, så gør den det gerne. Men det går sgu ikke hos mig her. Der bliver kamp til stregen!

  3. Den unge generation har "jeg’et" i centrum og er meget vænt til at være "something special" i dag, men den er velkommen til at henvende sig, for hvis der ligger et ønske fra vores side, så er det at virke samlende på tværs af alt.

  4. På samme måde som sex er komisk. Det skal man selvfølgelig ikke tænke på i situationen, men en gang i mellem må man godt konstatere det og sige - rolig nu, selve akten er jo ikke andet end at grine af, for det er altså ikke ret kønt at se på, og hvis man kan opfatte det på den måde, kan man måske også bedre klare, at det nogen gange er problematisk.

  5. Jeg tænker også på et element af trøst, når jeg skriver, og jeg vil gerne forsøge at skabe konsensus om, at tilværelsen jo faktisk er absurd, for så kan man engang imellem ånde lettet op og blive enige om, at det projekt, vi har stillet på benene, dybest set er komisk.

  6. Jeg skriver ikke en linje året efter en ny plade. I stedet koncentrerer jeg mig om at leve et liv, være ubekymret, anfægtet og glad som alle andre. Og når jeg så synes jeg har levet nok, sætter jeg mig ned og prøver at forstå hvad det er der sker her, og hvad det i grunden er vi har gang i nu.

  7. Man skal ikke glemme, at rock er umiddelbar musik med iørefaldende omkvæd. Hos os er der bare den uheldige bivirkning, at man kan dykke ned i teksten, siger Steffen Brandt med vanlig underfundighed og smil i stemmen.

  8. Både som ung og næsten voksen kan man have det synspunkt, at det, vi er i gang med nu, bare er noget midlertidigt, indtil vi får fat i det helt rigtige sted at bo, det helt rigtige arbejde, den helt rigtige kombination af alting. Det tager lidt tid at finde ud af, at sådan fungerer tilværelsen ikke.

  9. Man tror at voksen betyder, at der er nogle ting, man må sige farvel til. Men det er helt forkert. Der er tværtimod nogle ting, man kan sige goddag til. Min generation troede i mange år om os, at det, vi i virkeligheden havde gang i, var, at vi ville blive ved med at være unge. Og det gik vi jo og dukkede nakken over og tænkte, shit! For det er jo en anelse patetisk at ville blive ved med at være ung.

  10. Virkeligheden gør jo sit arbejde, erkender Steffen Brandt, mens han tager sig til det grå hår. Men det er en spørgsmål om attitude. Jeg ser ikke nogen grund til at lægge handskerne på hylden og ikke tage kampen. Tværtimod. Jeg går ikke på pension af den helt indlysende grund, at jeg aldrig nogen sinde har syntes, at vi har været bedre. Og aldrig før har det været sådan, at jeg allerede nu glædermig til at skrive nye sange. (2002)

  11. Mange tænker måske, at nu må vi da snart være blevet trætte, men neeejjj, siger Steffen Brandt grinende. (2002)

  12. Så ifølge mine beretninger og undersøgelser har jeg præcist så meget liv tilbage, som jeg har levet. Jeg tror, alle voksne er klar over at nu gælder det. Jeg synes ikke det er spor mærkeligt at have tilbagelagt næsten 50 år. Jeg synes det er fair.

  13. Jo, jeg har ikke svært ved at synge. Det lyder bare ikke så godt. De andre i orkestret har da også altid arbejdet hårdt på at få byttet mig ud med en sangerinde. Jeg kan godt se, at det ville være sjovere – for dem. (1987)

  14. Det er ikke ligegyldigt fra hvilken vinkel man angriber en farceret porre.

  15. Hvis man alligevel er nået til det punkt, at udestuen er lykken - hvilket i øvrigt også bør få alarmklokkerne til at ringe - så få dog nogen til at lave den. Der findes nogen som er gode til det. Håndværkere, som har valgt dette håndværk til deres livsopgave. Hvorfor skulle man tage arbejdsglæden fra de folk ? Det er da urimeligt, smågriner Steffen Brandt.

  16. »Jeg er blevet inspireret af Pavarotti og har købt en bog, der lover, at man kan lære at tegne på tre dage. Så det varer ikke længe før vi udstiller de første malerier,« siger Steffen Brandt og slår sig på maven af grin.

  17. De fleste drenge kan huske første gang de kyssede en pige . Måske er man mere typen, der husker sin første 25-øre, eller også er man så utjekket, at man ikke husker noget som helst, og så kan man enten vælge at blive politiker eller musiker. Vælger man det sidste, altså musiker, så er der en ting der er helt sikkert: Man glemmer aldrig sin første pladekontrakt.

  18. "Jeg synes for eksempel, at Rolling Stones skulle komme ind på scenen og være velholdte og stolte og stå stille og spille deres sange. At tonse rundt på scenen, det virker desværre - undskyld Jagger - det virker faktisk lidt patetisk. Og det er unødvendigt, for der er så stor respekt om deres historie - de skulle omgive sig med lidt mystik." - Gør I selv det - har det forandret sig for jer at optræde ? "Nej for vi har jo altid stået stille !"

  19. Hvad er den pinligste ting, du har lavet ? - Mit liv har beriget mig med en perlerække af pinlige episoder, som jeg er sikker på skæbnen har lagt ud for at udrydde den misforståelse det ville være at tro, at jeg skulle være ufejlbarlig. Jeg har stået på de største scener, tiljublet af menneskemængder på størrelse med indbyggertallet i en velvoksen dansk provinsby, for i næste øjeblik at opleve strømmen forsvinde, forstærkerne forstumme og magien fordufte. Og der hænger man så og ligner pludselig det man er, et menneske i knibe. Jeg ved ikke om det er pinligt eller sundt eller bare sådan det skal være, livet : Lunefuldt, uforudsigeligt, men altid tilstræbende en balance.

  20. Danske mænd er en flok hyggefisere, der tror, at kærlighed er lig med at invitere konen med på toldfrit indkøb.

  21. Ideen - jeg fristes til at sige: fidusen er, at der ikke er nogen, der opdager, at mine sange handler om mig selv. De fleste mennesker tror, at de handler om dem selv. Det er det gode ved det.

  22. Verden har ikke noget syn på unge. Desværre. Verden har vigtigere ting at beskæftige sig med. Det er trods alt også for de unges skyld, vi knokler os halvt ihjel. At vi med en truende global blodprop hængende over hovedet ufortrødent stresser videre mod et mål, som de unge er alt for uerfarne og unge til at forstå, som de gamle er for gamle til at huske og som de fleste er for feje til at ændre.

  23. "Havde det ikke været for spillestederne, havde vi ikke været, hvor vi er i dag. Jeg kunne for eksempel være blevet læge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Århus Kommunehospital", sagde Steffen Brandt og ville have "spillestederne placeret på dankortet nu".

  24. Jeg gider ikke ting, der fortæller folk, at »så dårligt har I det, og det må I så i øvrigt selv ligge og rode med«. Dét gider jeg ikke. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er ikke, fordi det er for let, det er, fordi det er for lidt.«

  25. I øvrigt synes jeg dog stadigvæk, det ville være det rigtigste for folkesjælen og mentalhygiejnen at lade Sepp Piontek blive landstræner med Preben Elkjær som hjælpetræner. Fodbold er jo underholdning, så hvorfor ikke tage den mest underholdende konstellation. Hold kæft, bare kommentarerne før og efter en kamp! (1996)

  26. Når jeg gør stillingen op, så går det med manden som med AGF i øjeblikket. På en god dag rangerer han i midten af ligaen, ellers ligger han og roder rundt i faretruende nærhed af nedrykningsstregen. Pigerne fører i øjeblikket, men de gør det rigtig godt. Måske skulle vi anbefale alle mænd at mødes på havnen, så kunne vi stå der og skule og blive enige om, at nu må vi hellere koncentrere os om at spille noget ordentlig bold og tage os sammen, griner Steffen Brandt.

  27. »Man skal ikke græde over spildt mælk. Jo man skal! Hvad skulle man ellers græde over, hvis ikke det var fortidens synder, nutidens dumhed og alle tiders troløshed!«

  28. Hvis vi tror, at verden går under, så vil den også have nået en global værdighed, hvor den går under med fuld musik.

  29. Jeg vidste som alle andre da internethandlen blev lanceret, at det aldrig blev mig. Jeg skal ud og se de mennesker, der sælger mig noget – det kan man ikke sidde derhjemme og e-maile sig ud af.

  30. Vi er blevet voksne, vi er blevet et etableret navn og har lavet mange plader. Men vi forsøger stadig at følge med i, hvad der sker i det virkelige liv og graver os ikke ned i en eller anden glorværdig fortid. Og så er vi jo stadig orkestret, gymnasierne ringer til, hvis de skal ud og flotte sig, og det skal være rigtigt vildt.

  31. Man er konstant på jagt efter den eneste ene, også når man tror, at man allerede har fundet den ...

  32. Så står i nok og tænker; Det lyder da ikke en skid farligt. Men der vil jeg godt have lov at gøre opmærksom på, at Rødhætte blev som bekendt ædt ved højlys dag ....... Blev der sagt!

  33. Hvorhenne og med hvem gik du til stemmetræning ? -Jeg er vokset op i en stor børneflok. Der måtte man råbe højt, hvis man ville høres. Træning for livet. Autodidakt. Men dog didakt.

  34. Jeg er meget ambitiøs på mit livs vegne: Med alderen har jeg fået smag for skønhed, oprigtighed, sårbarhed og vanskelighed. Jeg gider ikke at nøjes.

  35. Internettet kan som intet andet medie tilfredsstille behovet for at snage i ting som "inderst inde ikke angår nogen".

  36. Der er mere mellem himmel og jord end luft og forurening.

  37. Min skrækvision var lædersofaen, fjernbetjeningen, parabolen og ligegladheden. At man langsomt bliver et møbel i sit eget liv. Men jeg vil være den, der flytter rundt med møblerne. Jeg vil være med i bevægelsen, ikke sidde og kigge på et liv, der kører forbi.

  38. En undersøgelse viser at i år 2022 vil ca. halvdelen af den danske befolkning bestå af indvandrere eller andre med anden etnisk baggrund. Bruger man nogenlunde den samme beregningsmetode på et andet af tidens fænomener, så vil 2/3 af den danske befolkning i år 2022 være med i et girl-band a la Spice Girls.

  39. Joke fortalt af Steffen: Forældrene skulle skilles og barnet blev spurgt: Vil du bo hos din mor? Nej hun slår. Vil du bo hos din far? Nej han slår også Hvor vil du så bo? Hos AGF. De slår ingen !

  40. Det er måske ikke længere det rene sjov. Måske kan man endda sige, at det er blevet til alt for meget kaffe på alt for sene nætter og alt for meget fest. Men nu er det jo fortsat sådan, mine damer og herrer, at på en aften, hvor det rigtigt kører, så er der stadigvæk ikke noget, der kommer bare i nærheden af dét at spille rockmusik. (1994)

  41. Du har gået på universitetet engang? - Jeg har gået på universitetet, det er korrekt. Jeg plejer at sige, at jeg kom til alle festerne.

  42. Det er jo de samme Ikea-møbler, vi alle sammen har købt. Vi troede ellers alle, at denne her gang holdt den. Denne gang var de blevet bedre, nærmest helt i orden. Det var de så ikke, og når krydsfinéren så stikker frem gennem stoffet igen, så står vi der nok engang – alle sammen. Og så er der bare ikke grundlag for at spille smart, når man står dér og facaden er gået i stykker.

  43. Min yndlingsbabe er smuk i sjælen, vild i håret, blå i himlen, kølig i vinden og varm i sandet. Det lyder svært, men de findes derude.

  44. Første gang man griber sig selv i at gå weekenden i møde med fedtet hår, skægstubbe og joggingtøj, har man allerede tabt.

  45. Den sidste bog, jeg har læst, er af en fransk forfatter og hedder "Kvinden der ville være en gris". Den kan jeg trygt anbefale. Ikke blot kvinder, men alle, der er interesserede i dyr . . .

  46. Vi er meget realistiske i det her band. Vi ved godt, at man ikke bliver et bedre menneske af at være berømt. Hvis man tror, man rykker en division op i forhold til normal standard, fordi man lige i en periode gør det godt, og folk kan lide en, går man galt i byen.

  47. Nogen gange er man nød til at tage virkeligheden til hjælp for at give næring til fantasien.

  48. Jeg kan generelt godt lide det grundlæggende koncept bag en kvinde. Det er ret godt fundet på. Og så er de dejligt bløde at røre ved.

  49. Men når alt andet svigter har humoren en forløsende kraft. Ja, selv når talen falder på noget så alvorligt som sex . Jeg mener, du ligger der og bakser i en eller anden hybrid anretning på en bund af krøllede lagner. Så skal man da være lidt af en doven hund hvis ikke man i det mindste kan køre en stemning op omkring det komiske i situationen. (1994)

  50. Nogle mennesker er så kloge at de kan undvære hovedet. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at have et ekstra hoved. Bare sådan til pænt brug.

Til forsiden Kontakt : Skriv, ring, e-mail, fax mig din fremtid ... Sitemap - Få det helt store overblik ... Om TV2FAN.DK ... Printervenlig version af denne side
Næste event
  • Lør 16.04.2011 - tv-2 spiller i Aalborg Kongres & Kulturcenter - Mere info
» Check kalenderen